Legatsøgning: Husk de gode anbefalinger

Guiden er udarbejdet i samarbejde med Legatbogen.dk - Danmarks største søgemaskine for fonde & legater.

 

Ligesom med alt andet, er det vigtigt at begynde i god tid, når du skal have indhentet dine anbefalinger. Anbefalingerne er rigtig vigtige når du skal søge fonde og legater, for hvis de er i tvivl om, hvorvidt du skal have en støtteportion, kan dine anbefalinger være den afgørende faktor for om du får penge eller ej.

 

De mest værdifulde anbefalinger

Ikke alle anbefalinger er lige vigtige. Hvis du vælger at have anbefalinger med i din ansøgning, skal du kun vælge nogle af nyere dato som er relevante i forhold til din ansøgning. Anbefalinger kan komme fra både arbejdsgivere og uddannelsessteder, men lige vigtigt er det, at de er relevante og kan fremhæve dine færdigheder. Du skal derfor udvælge med omhu – og lad være med at vedlægge en anbefaling fra din tid bag kassen i supermarkedet.

 

Sådan får du fat i en anbefaling

For at få fat i en anbefaling fra eksempelvis dit studiejob, kræver det at du kontakter din arbejdsgiver og beder dem om at skrive den til dig. Lad være med at stresse arbejdsgiveren – giv dem tid til at skrive den, og husk at det nødvendigvis ikke er din anbefaling de prioriterer højst af arbejdsopgaver. Hav derudover in mente, at anbefalinger skal være positive. Har du derfor et mindre godt forhold til din arbejdsgiver, kan det være en dårlig idé med en anbefaling, da du ikke kan bruge intetsigende eller i værste tilfælde negative anbefalinger til noget.

Den akademiske anbefaling kan være lidt sværere at få fat i, da man som studerende herhjemme ikke altid kender sine undervisere på samme personlige niveau som man gør med en arbejdsgiver. Der er derfor større chance for at få en brugbar anbefaling fra en underviser, du har et fint forhold til. Gør dig følgende overvejelser:

- Har underviseren givet mig gode karakterer?

- Har underviseren været min vejleder, eksempelvis på bachelor-projekt?

- Har jeg en god kemi med underviseren?

 

Skriv din egen anbefaling

Ofte har undervisere, arbejdsgivere og vejledere travlt i hverdagen, og det er derfor ikke unormalt, at de beder dig om at skrive et udkast til anbefalingen. Det kan være utrolig svært at skrive en anbefaling af sig selv, først og fremmest fordi man vil opleve en vis beskedenhed i beskrivelsen, og fordi det kan være svært at vide, hvad anbefalingen egentlig skal indeholde.

 

Anbefalingens indhold og opbygning

Meningen med en anbefaling er, at den skal bekræfte din argumentation for at tage på udlandsophold, og det er derfor også vigtigt at tænke på, at den skal rettes til specifikt det ophold du planlægger. Derudover skal en anbefaling indeholde en beskrivelse af dine egenskaber, både personligt og fagligt. Du må altså godt svinge om dig med flotte adjektiver, hvis du skal beskrive dig selv! Derudover skal du forsøge at finde en rød tråd mellem din motiverede ansøgning, dit CV og dine anbefalinger – og sørg også for at du får dem skrevet på engelsk, så du kan bruge dem til den uddannelsesinstitution du skal til i udlandet.

En anbefaling kunne se således ud:

1) Introduktion – hvad er formålet med anbefalingen, og hvad er relationen mellem dig, og personen, der skriver anbefalingen.

2) Specifikation – Beskriv emnet som du anbefales ud fra, altså faget eller jobbet, og inkluder både faglige og personlige informationer om dig, der beskriver hvorfor du er kvalificeret og hvad du bidrager med.

3) Opsummering og konklusion – Opsummér hvorfor du kan anbefales og konkluder derefter, at ja, du kan anbefales.

 

Lad dig inspirere

Søg inspiration hos andre, der har lavet anbefalinger før dig – for du er ikke den første! Det kan være, at nogle af dine venner eller medstuderende vil lade dig læse deres anbefalinger, og ellers kan du jo altid bare google og søge lidt rundt på nettet for at finde gode eksempler.

 

Dos and donts – 5 hurtige tips

- Begynd i god tid!

- Vær på forkant – skriv selv et udkast, hvis din underviser eller arbejdsgiver skulle bede om det.

- Skriv gerne anbefalingen på engelsk, så du kan bruge den i udlandet,

- Find de gode og værdifulde ansøgninger – hellere én god end 5 ligegyldige.

- Send kun anbefalinger af nyere dato.

)