Læs mere om hvordan du får det bedste ud af dit studiebudget!

10 tips, der gør hverdagen lidt lettere og billigere

1. Fjern pletter fra gulvtæppet

Har du spildt sodavand, rødvin eller mad på tæppet, er der ingen grund til at købe nyt. Ofte kan du fjerne pletterne ved at fugte pletten med danskvand og så drysse kartoffelmel henover. Når pletten er helt tør, støvsuges kartoffelmelet op.

 

2. Hold badeforhænget pænt

Tør forhænget af i 5 deciliter vand og ¼ deciliter eddike, så holdes det smukt og rent – og du slipper for at bruge penge på et nyt forhæng. Gør det hver tredje måned, så er det altid en fornøjelse at gå i bad.

 

3. Fjern dårlig lugt indenfor

Hvis du har brug for at fjerne dårlig lugt, som mados eller røg efter en fest, så sæt en skål med eddike i vindueskarmen, og lugten er væk i løbet af en dag.

 

4. Sådan fjerner du kalkstriberne i toilettet

Bland 1 dl eddikesyre 32% med 4 dele vand i en sprayflaske. Sæt toiletpapir på striberne, sprøjt blandingen på papiret og lad det virke natten over. Næste dag skulle du gerne stå op til et hvidt toilet uden grimme, brune striber. Husk at bruge handsker.

 

5. Steg perfekt

Steg din mad i en blanding af smør og olie. Smørret bruner kød og grøntsager og giver det en flot stegeskorpe. Olien sørger for, at du opnår en høj temperatur.

 

6. Frisk grønsagerne op

Peberfrugt, tomat, agurk, gulerod og kartofler kan med fordel lægges i en skål med iskoldt vand, hvis de er blevet lidt triste og kedelige at se på. Det frisker både grønsager og madbudgettet op.

 

7. Vask med eddike

Brug almindelig klar lagereddike i stedet for skyllemiddel for at få tøjet blødt. Det fjerner også dårlig lugt fra tøjet og afkalker vaskemaskinen – og så er det billigere. Og bare rolig, tøjet kommer ikke til at lugte af eddike.

 

8. Lugter dit vintagetøj?

Miks en del vodka med to dele vand og spray det på dit nyindkøbte vintagetøj, som nok lugter lidt af gamle dage. Og voilà – dit vintagetøj er lugtfrit.

 

9. Fjern rødvinspletter på tøjet

Gnid pletten ind i farveløst opvaskemiddel, kom tøjet i en plastikpose, og luk posen tæt til. Lad posen ligge, gerne natten over. Tag tøjet ud og vask det, som du plejer. Så skulle rødvinspletten gerne være forsvundet – og du skal ikke bruge penge på nyt tøj.

 

10. Kog dine ris til perfektion

Skyl risene, inden du koger dem. Det vasker stivelsen ud og får dem til at klistre mindre, når de er færdigkogte. Velbekomme.

)