To-go kaffe kan koste en formue om året. Sydbank og ISIC hjælper med at ændre dine kaffevaner og spare på studiebudgettet!

Lav om på dine kaffevaner, og spar 4.569 kr. om året

Artiklen er leveret i samarbejde med Sydbank

Der er mange udfordringer, når man er flyttet hjemmefra. Økonomien strammer, og det kan ofte være svært at få pengene til at række hele måneden.

Ifølge Niklas Lehmann Jensen, der er analyseassistent i Sydbank, er dine kaffevaner et godt sted at starte, hvis du vil spare penge – faktisk viser Niklas’ beregninger, at du kan spare hele 4.569 kr. om året ved at ændre dine kaffevaner.

 

Analyse af Niklas Lehmann Jensen – analyseassistent i Sydbank

 

Har du nogensinde overvejet, hvad din elskede to go-kaffe koster om året? Vi kender det alle sammen, om det er før skole eller arbejde, så skal der kaffe med på farten. Lad os sige, at sådan en kaffe koster sølle 20 kr. pr. kop, så lyder det umiddelbart ikke af meget, vel? Lad os tage et hurtigt kig på tallene, og se, hvor meget den sorte energibooster koster dig i året.

 

Når 20 kr. bliver til 5.200 kr.

Du nupper en enkelt to go-kaffe hver morgen på vej til skole eller arbejde. På ugentlig basis er vi oppe på 5 kopper kaffe til 20 kr. pr. kop. Dette vil koste dig 100 kr. om ugen, hvilket lyder lidt værre end de 20 kr. om dagen. Og lad os nu sige, du gør det hver uge, så er du altså oppe på de 5.200 kr. om året.

Du kan nu stille dig selv spørgsmålet: hvor meget ville jeg have sparet, hvis jeg selv havde brygget min kaffe?

Vi antager, at du køber en kaffepose på 500 gram til 49 kr., og der skal ca. 50 gram til en liter kaffe. Vi forudsætter desuden, at der går ca. 5 kopper kaffe pr. liter. 1 liter kaffe vil derfor koste 4,90 kr., og derved vil en enkelt kop kaffe koste dig 0,98 kr. På ugentlig basis vil dine 5 kopper koste dig 4,9 kr., og på et årligt basis vil det koste dig 254,80 kr.

Da du ca. laver 1 liter kaffe om ugen til dine 5 kopper, så vil du hver tiende uge have brug for at købe en ny pose kaffe. Der skal dermed lægges 5 ekstra kaffeposer til 49 kroner stykket til i regnestykket, og det vil koste dig yderligere 245 kr.

 

Kaffen + det løse

Vi må ikke glemme prisen på filterposer. 200 stk. filterposer koster 8,95 kr., og derved vil stykprisen være 0,045 kr. For at sammenligne det med den enkelte to go-kaffe om dagen, så brygger du blot en enkelt kop hver morgen, mandag til fredag. Du vil derfor bruge 5 filterposer om ugen, og på årlig basis vil du få et filterforbrug, der svarer til 11,66 kr. årligt. Du er nu oppe på 511,46 kr.

 

Elforbrug og slitage

Og så er der jo elforbruget og slitagen på din kære kaffemaskine. Man skal regne med at betale 2,25 kr. pr. kWh. En kaffemaskine kan for 1 kWh brygge i 60 minutter uafbrudt. Da en enkelt kop kaffe ikke tager så lang tid at brygge, så vil kWh prisen ca. være på de 0,075 kr., hvis vi antager, at det tager 2 minutter, at brygge en enkelt kop. På årlig basis vil dit kWh forbrug være oppe på 19,50 kr.

Måske fik du din kaffemaskine i indflyttergave af din mor, men hvis dette ikke er tilfældet, så skal du selvfølgelig ud og investere i en. Du smutter ned i den lokale butik, som sælger hårde hvidevarer og anskaffer dig en kaffemaskine til 799 kr. Den holder selvfølgelig ikke for evigt, og derfor vil den miste noget af sin værdi hvert år. Selvom det nok er urealistisk, så formår du også at kalke den af, når det er nødvendigt. Det resulterer i, at din kaffemaskine kan holde i hele 8 år. Du afskriver derfor din kaffemaskine over 8 år, hvilket svarer til 99,875 kr.

I alt vil bryg selv-kaffen snige dig op på 630,81 kr. årligt. Ved at brygge din kaffe selv fremfor at købe den to go kan du altså spare hele 4.569,19 kr. om året – eller rundt regnet 4.569 kr.

Det kan du alligevel få mange cafebesøg ud af.

)