Strammer økonomien? Fordele og ulemper ved at tage SU-lån

Dette indlæg er bragt til dig af Spiir. 

 

SU-lån. Skal, skal ikke?

 

Du kender måske til den fornuftige privatøkonomiske leveregel: At man ikke låner penge af andre, medmindre der er en virkelig god grund til det.

 

Men hvor god skal grunden være? Er det først, når du brænder sammen på grund af studie- og arbejds-overload, at du må bede om en økonomisk håndsrækning? Eller giver det bedre mening at låne penge nu, så du kommer godt igennem studiet, og så tage konsekvensen senere?

 

Her får du tre fordele og tre ulemper ved at tage et SU-lån.

 

Fordele

Økonomisk ‘chill pill’

Med et SU-lån slipper du for at knokle på studiejobbet for at tjene penge til husleje, byture og studiebøger. Du får altså ro til at koncentrere dig om studiet - og regningerne bliver stadig betalt.

 

Ultra lav rente

Mens du studerer, betaler du kun 4% i rente af dit SU-lån. Til sammenligning er renten på forbrugslån cirka 17-18%(!). Du finder altså næppe et billigere lån. Når du er færdig med studiet og begynder at afvikle på gælden, falder renten til sølle 1% + diskontoen, som er en rentesats, der er fastsat af Nationalbanken. Siden 2012 har diskontoen været fastsat på 0,0%. Ja tak!

 

Investering i fremtiden

Med et SU-lån har du de bedste forudsætninger for at opnå gode resultater på studiet, fordi et job ikke stjæler tid fra gruppearbejde, læsning og alt det andet, som vil forbedre dine kompetencer, når du skal ud i et rigtigt voksenjob.

 

Ulemper

Gæld: en stressfaktor?

Et lån kan for mange skabe indre uro og dårlig samvittighed. Pengene skal nemlig betales tilbage igen. Heldigvis kan du vælge blot at låne penge enkelte måneder i løbet af din studietid, når du virkelig står og mangler dem.

 

Begrænsede lånemuligheder

Det tiltrængte pusterum med et SU-lån, mens du studerer, kan senere vise sig at skære toppen af dine drømme. Hver gang du skylder penge væk, kan det nemlig begrænse dine lånemuligheder til eksempelvis hus og bil.

 

‘Bye-bye’ til arbejdserfaring

Hvis du får ekstra indtægt gennem et SU-lån frem for et studiejob, får du helt automatisk ikke arbejdserfaring, og du udvider ikke dit CV eller arbejdsmæssige netværk til senere brug, når du skal ud og finde dig et voksenjob.

 

 

Der er altså både fordele og ulemper ved at tage SU-lån. Valget er op til dig.

 

 

______________________

- Af Karen Johanne Iversen, Spiir.dk

 

Dette indlæg er bragt til dig af Spiir. Spiir er en gratis budget-app, der hjælper over 200.000 danskere med at holde snor i deres penge. Med et enkelt klik kan du se, hvad du bruger din SU på, og du kan nemt sætte et loft for, hvad du vil smide af pengesedler til caffe latte, buskørsel og dagligvarer. Download appen nu.

)