Glemte du cykellygterne? Se hvordan du kan få nedsat din bøde

Vi ved jo alle sammen godt, at vi skal have cykellygter på, når det er mørkt. Men det er ikke altid vi husker det...

Det kan blive en dyr fornøjelse at glemme cykellygterne i tændingstiden, faktisk kan du få en bøde på 700 kr. AV. Og vi ved jo alle sammen at studerende som regel ikke har plads i økonomien til uventede udgifter. En enkelt uventet regning kan vælte månedens budget, og så står man lige pludselig i minus allerede d. 4. Særligt bøder føles ekstra dumme, for man ved jo godt, at man selv er ude om det. I denne tid skal man dog være ekstra opmærksom, for uden vi helt har lagt mærke til det, er morgenerne blevet mørkere og aftenerne blevet kortere - og snart er det mørkt når vi skal til og fra studie og arbejde. 

 

Er du i tvivl om reglerne for lys i mørket, så se her:

- Cykellygter er påkrævet når det er mørkt - dvs. før solen står op og efter den går ned. 

- Cykellygter er påkrævet når der er dårligt sigt, fx. pga. tåge. 

- Forlygter og baglygter skal være synlige fra 300 meters afstand, og skal kunne ses fra siden også. 

- Cykellygterne skal lyse lige frem eller lige bagud. 

Hvis du vil være HELT sikker på ikke at få bøder, læs mere her.

 

Se alle bødetaksterne for cyklister her.

 

Men vidste du, at hvis du nu alligevel skulle være så uheldig at få en bøde, kan du faktisk få den nedsat? 

 Her er hvad du skal vide:

- Har man en særlig lav indkomst, kan man få nedsat sin bøde. Din indkomst skal være på mindre end 13.796 kr. per måned før skat eller 165.555 kr. per år (2017) før skat. 

- Bøden vil ikke kunne nedsættes til mindre end 500 kr. 

- Man skal selv søge om nedsættelse af bøden gennem Politiets hjemmeside.

 

Selvom du kan få nedsat bøden, så husk lige cykellygterne.

Sørg for at have flere forskellige sæt - i tasken, i lommen, derhjemme.
Prøv også at hænge dem i dit nøglebundt - man har jo altid nøglerne fremme når man skal på cyklen.
Ellers kan man få monteret lygterne på cyklen - på den måde glemmer man dem aldrig!

 

)