"Det giver mening, at det er uforpligtende og på de unges præmisser..."

Få styrket din faglighed i Headspace

Dette indlæg er leveret af Headspace

I over et halvt år har Liza Mertz taget en dag om ugen ud af kalenderen for at hjælpe andre unge i headspace Esbjerg. Hun er en af de omkring 400 frivillige, der hver dag gør, at headspace kan rådgive landets unge med alt fra konflikter, karakterkrav til psykiske vanskeligheder og selvskade.

”Jeg var ikke i tvivl, da to af mine studiekammerater, som jeg gik på hold med, fortalte, at de arbejdede som frivillige i headspace”, sådan fortæller Liza Mertz.

Hun er 22 år gammel og læser til dagligt til socialrådgiver på UC SYD, hvor hun er på sit tredje semester. Her er fokus på relationer mellem mennesker, og netop muligheden for at hjælpe andre i et unikt koncept som headspace appellerer meget til Liza.

”Jeg synes, at det er et fedt frivilligt job. Det giver mening, at det er uforpligtende og på de unges præmisser, og samtidig er det meget relevant med samtalerne, at man skaber et rum, hvor det er muligt snakke med unge, der er i en usikker og presset situation”, fortæller Liza og tilføjer:

”Og så er det et godt supplement til at komme ud i virkeligheden og få bygget på med praktisk erfaring i forhold til mit studie”.

 

headspace frivillig studerende venskab

Svære samtaler og nye venskaber
Liza kommer i headspace en gang om ugen som minimum, eller hvis hun har aftaler med unge, der skal have rådgivning, som hun altid har sammen med en anden frivillig.

”Det kan selvfølgelig være vanskeligt at vurdere, om man altid giver den bedste rådgivning. Især når de unge siger noget, der ikke stemmer overens med ens eget værdigrundlag, men der handler det jo om at være forstående, møde dem i øjenhøjde og ikke blive for forældreagtig”, fortæller Liza.

Samtidig er hun enormt glad for det introforløb, som hun har været igennem, og som har rustet hende godt til at tale om alt fra kærestesorger, karakterkrav og venindeproblemer til konflikter i familien, selvmordstanker og selvskade.

”Jeg synes, at der virkelig bliver taget hånd om os frivillige. Der bliver lyttet til os, og vi får meget ansvar. Uddannelsen i headspace har givet mig rigtigt meget i forhold til at forstå de problemstillinger, de unge har”.

Hun synes, at der er en rigtig god opfølgning på samtalerne, og at de ansatte er gode til at hjælpe de frivillige med de ting, der kan være svære at forholde sig til. Og hun er ikke et sekund i tvivl om, hun ville anbefale headspace til andre frivillige.

”Jeg startede i maj og har nu været her over et halvt år. Jeg er meget glad for det. Det er virkelig relevant i forhold til en masse forskellige uddannelser. Samtidig er jeg selv tilflytter til Esbjerg, og der har headspace også vist sig at være et sted, hvor man selv får et glimrende netværk og relationer til en masse søde mennesker. Her er virkelig et godt socialt liv. Af og til kommer jeg også bare derned for at være sammen med nogle af de andre frivillige”.

 

Du kan læse meget mere på www.headspace.dk eller følge os på vores Facebookside

)